Gå til hovedindhold
Logo_psykiatri_regionH

Velkommen til Mit Liv

Mit Liv er et internetbaseret terapiprogram til voksne med selvmordstanker som tilbydes af Kompetencecenter for Selvmordsforebyggelse i Region Hovedstadens Psykiatri. Du kan tilgå terapiprogrammet fra din computer, tablet eller smartphone. 

Du logger ind i terapiprogrammet via linket øverst til højre. Du skal bruge MitID, hver gang du logger ind. Første gang du logger ind, skal du indtaste den adgangskode, du får udleveret af din terapeut fra Kompetencecenter for Selvmordsforebyggelse. 


Information om behandlingen 

Behandlingsforløbet varer 6 uger, og hver uge vil nye terapeutiske øvelser blive tilgængelige for dig. Du vil gennemgå terapiprogrammet med støtte af en terapeut fra Kompetencecenter for Selvmordsforebyggelse, der er specialiseret i at hjælpe mennesker med selvmordstanker. Terapeuten vil hver uge give dig skriftlig feedback inde i terapiprogrammet.  

Behandlingen starter med en videosamtale med din terapeut, hvor I vil afdække de aktuelle belastninger, du oplever. Midtvejs og afslutningsvis i det terapeutiske forløb vil du også have en videosamtale med din terapeut.  

Ved behov kan du blive tilbudt en videosamtale med en læge og/eller en socialrådgiver. Din terapeut vil også løbende vurdere, om du har brug for anden relevant behandling eller støtte. 


Fordele ved behandlingen 

Internetbaseret terapi er en fleksibel behandlingsform. Du kan tilgå terapiprogrammet fra dit hjem, din arbejdsplads eller dit studie. Øvelserne i terapiprogrammet er kendte og velafprøvede psykologiske øvelser fra kognitiv adfærdsterapi, som benyttes terapeutisk hos Kompetencecenter for Selvmordsforebyggelse.  


Hvem kan få behandlingen?

Mit Liv tilbydes til voksne over 18 år, som har selvmordstanker eller som har forsøgt selvmord. Du skal have folkeregisteradresse i Region Hovedstaden. For at få behandlingen må du ikke modtage eller være berettiget til anden behandling i psykiatrien, og du må ikke have et aktivt stof- eller alkoholmisbrug.  


Hvad forventes af dig?

For at få den fulde effekt af behandlingen, anbefaler vi, at du arbejder med indholdet i de terapeutiske øvelser hver dag. Vi anbefaler også, at du mindst 2 gange om ugen logger ind i terapiprogrammet for at arbejde med øvelserne og se skriftlig feedback fra din terapeut.  

Hvis du ikke er aktiv i terapiprogrammet i to uger, og din terapeut ikke kan få kontakt til dig, vil din behandling blive afsluttet.

 

Ønsker du at starte behandlingen? 

Hvis du hører til Kompetencecenteret for Selvmordsforebyggelses målgruppe og ønsker at modtage internetbaseret behandling, kan du ringe til os på telefon 3864 1800. Telefonen er åben alle hverdage fra klokken 08-14.30.  

Hvis vi ikke tager telefonen, må du meget gerne lægge en besked med dit navn og telefonnummer, så ringer vi tilbage.  

Når vi har talt sammen, vil du blive indkaldt til et videomøde, hvor du første gang møder din terapeut. Til videomødet modtager du en adgangskode, som du skal bruge, når du logger ind i det internetbaserede terapiprogram. 

 

Om Kompetencecenter for Selvmordsforebyggelse 

Vi er et tværfagligt team af psykologer, læger, sygeplejersker og en socialrådgiver. Vi er specialiserede i at hjælpe personer med selvmordstanker, og sammen hjælper vi dig med at håndtere dine udfordringer. 

Læs mere om Kompetencecenter for Selvmordsforebyggelse


Baggrunden for behandlingen

Den internetbaserede terapi er blevet afprøvet som en del af et videnskabeligt projekt ledet af Ph.d. Charlotte Mühlmann. I alt 402 personer med selvmordstanker deltog i et lodtrækningsforsøg. Efter endt behandling havde deltagerne, der fik internetbaseret terapi, samlet set færre selvmordstanker, bekymringer og følelser af håbløshed sammenlignet med en kontrolgruppe. Effekten af behandlingen var også til stede, 6 måneder efter behandlingen var færdiggjort.  

Læs resultaterne fra studiet. 

Terapiprogrammet Mit Liv er finansieret af midler fra TrygFonden. 

TrygFonden logo

 

Kontakt og credits

Har du spørgsmål til projektet eller problemer med programmet, se kontaktoplysninger.

Tak til kunstnerne for grafik brugt i programmet.